Årets ph.d.-kandidater fejret

Monday 30 Oct 17
Omkring 170 ph.d.-kandidater deltog i den årlige ph.d.-reception på DTU fredag den 27. oktober.

Dekan Philip Binning hilste de nye ph.d.-kandidater fra 2016 og 2017 velkommen, før rektor Anders Bjarklev gik på talerstolen for at tale om de spændende karrierer, som de skal påbegynde.

I sin tale hilste Anders Bjarklev de nye kandidater velkomne som fremtidige kolleger indenfor videnskab og teknologi, samtidig med at han understregede betydningen af deres karrierevalg:

"I dag er der en voksende frygt for ny teknologi og dens konsekvenser. Kære ph.d.’er, kære ingeniører, kære kolleger, når I konfronteres med det postfaktuelle samfund, falske nyheder og meget mere i jeres fremtidige professionelle liv, så husk at I er frontløbere, der fører vejen. I skal være ambassadører for DTU, for teknisk ekspertise og teknologi. For teknologi er afgørende for vores bæredygtige fremtid, og I skal - på en engageret måde - fremvise og kommunikere værdien af jeres fag: At i sidste ende handler det at være ingeniør om at gøre en forskel ved at sætte mennesker først."

Efter rektors tale var det tid til de årlige priser for årets ph.d.-afhandling, årets ph.d.-vejleder og DTU’s 'Young Researcher Award'.

Prisvindere 2017

 

Årets ph.d.-afhandling

 

Photo: Birgitte Røddik

Rune Hjorth fra DTU Miljø. Titlen på hans afhandling er: 'Environmental risk assessment and management of engineered nanomaterials – the role of ecotoxicity testing.' 

Dekan Philip Binning lykønskede Rune Hjorth, mens han gav ham hans diplom:

"Med sin afhandling har Rune formået at levere en række koncepter og modeller til vurdering af nanomaterialers bæredygtighed og miljørisiko. Hans forskning har til formål at forbedre modeller til beslutningstøtte for miljømæssigt bæredygtige nanomaterialer. Han har været exceptionelt produktiv som ph.d.-studerende og er førsteforfatter af flere ISI artikler. Hans arbejde har allerede haft stor indflydelse indenfor det videnskabelige og regulatoriske område."

Rune er nu postdoc ved DTU Miljø.

 

Årets ph.d.-vejleder

 

Photo: Birgitte Røddik

Hvert år kan ph.d.-kandidater indstille deres vejleder til prisen for Årets ph.d.-vejleder. I år gik prisen til professor Tejs Vegge fra DTU Energi, hvor han er leder af sektionen for Modellering og materialer på atomar skala. Hans hovedforskningsområde er integreret beregnings- og eksperimentelt design og karakterisering af nye materialer til energilagring og -konvertering.

En af de ph.d.-studerende skrev i motivationen for Tejs’ nominering:

"Tejs er meget støttende, motiverende og kompetent. Hans alsidige og effektive måde at vejlede på, og hans måde at bedrive videnskab inspirerer mig. Han har mange gange hjulpet mig med at skabe mening ud af i vanskelige situationer. Han har samtidig hjulpet mig med at udvikle færdigheder, som ikke handler om forskning, men som er nødvendige for at lykkes i en akademisk karriere."

De andre nominerede vejledere var:

  • Michael Reichhardt Hansen, DTU Compute
  • Morten Birkved, DTU Management
  • Frederik Christian Krebs, DTU Energi
  • Ole Winther, DTU Compute
  • Torsten Dau, DTU Elektro
  • Grunde Jomaas, DTU Byg
  • Ole Sigmund, DTU Mekanik
  • Lars Pilegaard Mikkelsen, DTU Vindenergi
  • Terje Svengen, DTU Fødevareinstituttet
  • Ole Christensen, DTU Compute

 

DTU's 'Young Researcher Award'

 

Photo: Birgitte Røddik

Denne pris gives til unge forskere, der har gjort en ekstraordinær indsats, og som har et stort potentiale for videre udvikling. I år blev prisen givet til disse seks unge forskere:

Jianmeng Liu, DTU Fødevareinstituttet for afhandlingen: 'Harnessing the metabolic machinery of Lactococcus lactis for production of biochemical'

Andrea Crovetto, DTU Nanotech for afhandlingen: 'Cu2ZnSnS4 solar cells: Physics and technology by alternative tracks'

Benjamin Paul Goldstein, DTU Management for afhandlingen: 'Assessing the edible city: environmental implications of urban agriculture in the Northeast United States'

Joe Alexandersen, DTU Mekanik for afhandlingen: 'Efficient topology optimization of multiscale and multiphysics problems'

Lisa Mears, DTU Kemiteknik for afhandlingen: 'Novel strategies for control of fermentation processes'

Andrea Marion Marquard, DTU Bioinformatik for afhandlingen: 'Therapeutic applications of the cancer genome'

 

Foredrag

 

Photo: Birgitte Røddik

Traditionen tro blev en nyudnævnt professor ved DTU bedt om at give et foredrag. Årets gæsteforelæser var Ole Winther. Han er professor i datalogi hos DTU Compute, og er gruppeleder for Gene Regulation Bioinformatics ved Bioinformatics Center ved Københavns Universitet.

Ole Winther arbejder på maskinlæringsapplikationer inden for medicin, it og energi og på metoder til deep learning. Hans forskningsgruppe har udviklet søgemaskinen til sjældne sygdomme findzebra.com, som har fået stor udbredelse som startup fra DTU.

Tre korte videoer om ph.d.-projekter:

 

 

Andreas Østerkryger, DTU Fotonik

 

Hanna Johansson, DTU Fødevareinstituttet

 

Oscar Ardila, DTU Vindenergi 

 

 

 

News and filters

Get updated on news that match your filter.
http://www.bioinformatics.dtu.dk/english/news/Nyhed?id=%7B0E0A5C2E-9ABE-4373-8DB2-A170056EE5D7%7D
16 DECEMBER 2017